Noget må dø! Genopstandelse kommer der af. Men jeg er ikke parat til at dø. Ikke nu. Ved ikke helt om jeg lever. Måske er jeg i en lang tunnel mellem død og liv. Everytime you leave me, I die a little – en sanglinje. Måske er jeg bedst til at dø en lille smule. Vil aldrig gi’ helt slip. Og du tør heller ikke gøre det helt af med mig. Venter måske på noget mere dramatisk, så som harakiri. Men ved du hvad? Det kræver mod og det konflikter med mit livsmod, som ikke vil slippe mig, selv når jeg er totalt underdrejet og nedbrudt. Jeg trækker sgu stadig vejret ellers kunne jeg ikke skrige og hulke mig selv ihjel. Vel?
Hvis 'sgu og Vel' i anden og sidste linje bliver slettet, så får digtet helhed. Så vil digtet blive suværent. Og ramme mig hårde, og ikke som nu ... fladt. Og udskift -jeg- med hun - så vil digtet trække mig ind, og jeg vil føle mig en del og have svært ved at slippe det. Lige nu virker digtet tamt, og det skide synd, for det er et lækkert tema du skriver om.
SvarSlet'Måske er jeg bedst til at dø en lille smule. Vil aldrig gi’ helt slip. Og du tør heller ikke gøre det helt af med mig.' - meget fængende, og stærkt skrevet. De tre linjer har sat sig fast på min nethinde, - så er det smukt. For så har du skrevet så læseren blev ramt. Lige her.
Jeg kan godt lide dit tankespil, at du tør gå ind... og lytte, hvad digtet vil fortælle. Det kræver mod.
Lyrikeren, Rikke Nørgaard